KLOSTERGYDENS FISK




Helene Aaen startede butikken ’Klostergydens Fisk’ i Sæby i 2005. Siden da har de efterfølgende 10 år været præget af forandring, finanskrise, følelser og fremskridt – og for Helene har det været det hele værd! Hun er kommet stærkere ud på den anden side af krisen, og har beholdt basen i byen, hvor hun startede det hele.
Basen i byen
”Vi er rigtig glade for, at ”bo” hvor vi gør, midt i Sæby og lige ved havnen. Her er en hygge og en pragtfuld stemning. Her er historie, sjæl og nostalgi, blandet med en friskhed og en frihed som tiltrækker unge og børnefamilier. Det er et fantastisk mix, som jeg tror, er meget svært at finde andre steder” forklarer Helene
”Hvis jeg skal forklare, hvorfor jeg finder Sæby speciel, så er det svært kun at plukke et par enkelte ting ud. Men jeg synes, noget af det bedste ved byen er, at den har en god blanding af ægthed og autencitet, krydret med moderne tiltag og nytænkning. Man tænker turisme og udvikling sammen med byens “personlighed”, og både nye og gamle ting smelter sammen. Det er nok sådan, mentaliteten er her i byen.
Som forretning oplever vi også en by, hvor både unge og gamle er gode til at støtte op, om de mange specialbutikker der er her. Det er jo også noget af grunden til, at vi stadig ligger her efter 10 år. Og at vi også er her i 2025” griner Helene.
Fisk til hele Nordjylland
Helene Aaen er ejer og bestyrer af Klostergydens Fisk, som via en ny netbutik når ud over Nordjyllands grænser.
”I kraft af at vi har lanceret vores netbutik, har vi oplevet en stor og voksende interesse fra en konstant voksende kundegruppe. Det er ganske enkelt nemt og bekvemt for kunderne at bestille mad og få det bragt ud, og det er netop hensigten.
Vi køber desuden vores råvarer lokalt i Strandby og Skagen, hvor vi handler hver morgen ca. kl. 06.30 – 07.00. Jeg tror også, at den kvalitet og friskhed vi garanterer og leverer, er en vigtig faktor i vores stigende salg.”
På baggrund af succesen er der kommet flere og friske kræfter til den ”lille virksomhed”, der efterhånden ikke er så lille igen. Helene har bl.a. ansat Maria og Janne, der henholdsvis er med til at passe butikken og står for online salg & madlavning.
Vokseværk
”Ja… vi er jo glædeligvis vokset støt og roligt” fortæller Helene, til lyden af butikkens dørklokke der lystigt kimer og annoncerer nye kunder. ”Og blandt andet derfor har vi ansat Janne, der også er kok og som bl.a. har arbejdet på Skagen Fiskerestaurant og Restaurant Pakhuset i Skagen. Endelig har vi også ansat Maria som vores nye IT-haj, der bl.a. styrer vores netbutik. Det hele er sket indenfor det seneste års tid, så alt i alt går det egentlig temmelig stærkt.
Og så er det fantastisk med rutinerede og dygtige medarbejdere. Her har jeg bare været heldig og få fingre i de bedste,” smiler den glade og stolte ejer, ”og derudover har vi vores faste stab af fantastiske unge mennesker, som for nogles’ vedkommende har været med i mange år.”
Maria & Janne
Maria og Janne stikker hovedet indenfor under snakken om Sæby og byens mange muligheder, og de giver deres syn på byen, set udefra.
Maria; ”Jeg synes Sæby er en hyggelig havneby, der hviler i sig selv. Her er hyggelige og trygge rammer, og et dejligt miljø. Jeg tror det er et godt sted for børn at vokse op, og så elsker jeg at være herude ved vandet. Nogle af mine pauser bruger jeg kort og godt på en gåtur langs stranden.”
Janne tilføjer; ”Skal jeg flytte hertil i fremtiden, hvilket slet ikke er usandsynligt, så er nogle af de ting der tiltrækker mig især naturen og havet. Her er der fantastiske badestrande og hyggelige bademiljøer for børn. Her kan du trække vejret og sidde med dit eget lille fiskenet uden problemer! Derudover er der gode handlemuligheder i byen, set i forhold til dens størrelse. Se blot hvor mange specialbutikker der er i centrum og området omkring bymidten. Og så er der gode forbindelser syd, nord og vestover, så man kan arbejde i Aalborg mod syd eller Frederikshavn mod nord.”
Helene Aaen om fremtiden
Helene Aaen fortsætter; ”Jeg er ikke i tvivl om, at vi som butik bliver en større arbejdsplads med mere at byde på og flere ansatte. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at vi beholder basen her i Sæby, og bruger byen som afsæt for vores forretning. Byen er god til at give energi og til at lade batterierne op, og når vi er lidt pressede, så tager vi en gåtur ved vandet, og renser hovedet. Så er vi klar til at tackle nye problemer”
”Jeg mener bestemt at Sæby som by har potentialet til at blive endnu større. Der er fantastiske arrangementer som f.eks. Jazz & Fisk og 24TimerVedHavet, som er med til at sætte spot på byen og vise nogle af byens mange herligheder frem. Vi afholder også selv ”Fiskens Dag” den anden lørdag i august, med fiskeauktion, smagsprøver, konkurrencer og en meget mere. Sidste år blev det et kæmpe tilløbsstykke med over 400 gæster fra nær og fjern.
Så i det hele taget tror jeg, at Sæby går en spænende fremtid i møde. Hvis jeg ikke troede det, så baserede jeg heller ikke min og butikkens fremtid på Sæby”, smiler Helene.
Se mere til Klostergydens Fisk på deres hjemmeside