BØGER OG IDÉER I SÆBY

I centrum af Sæbys gågade finder du Inge Andreasen; bestyrer i den lokale Bog og Idé og en gammel kending af byen, som hun flittigt har besøgt igennem hele hendes ungdom.

Ja det var faktisk næsten ved skæbnens lune, at jeg blev bestyrer af butikken her i Sæby, for selvom at jeg arbejdede i Bog og Idé i Dronninglund inden jeg kom til Sæby, så har jeg altid haft et tilhørsforhold til Sæby og brugt meget tid her i mine yngre dage” griner Inge, mens hun behændigt pakker nye bøger ud af kasser.

Jeg holder rigtig meget af Sæby, og synes byen har stort set alt, hvad man kan ønske sig” fortsætter hun… ”Der er et spændende, varierende og stort udvalg af butikker og supermarkeder ift. byens indbyggertal, der masser af hyggelige områder som bymidten, havnen og haverne. Og det eneste der måske mangler lidt, er et sted hvor de unge og yngre kan hænge ud – som en skaterbane eller lignende her i centrum. Ellers er her fantastisk.”

Bøger, legetøj, pakker og meget mere

Butikken i Sæby har heddet ”Bog og Idé” siden 2014, hvor den førhen hed Bøger og Papir. Men der har været boghandel i lokalerne i adskillige år. I dag adskiller butikken sig fra andre ”normale” boghandlere i kæden, da man i Sæby også har en pakkeshop og et større udvalg af legetøj, som den eneste butik i Sæby.

Vi har rigtig mange lokale kunder, og jeg synes faktisk, at de lokale er rigtig gode til at støtte op om butikken, og i det hele taget støtte de butikker der er her i byen, i stedet for at køre til de store byer og handle.” beretter Inge. ”Og så kommer der også mange turister i butikken i perioder. Så det er især i juli og december vi løber ekstra stærkt. Men det er vi kun glade for – altså at løbe stærkt” griner Inge.

Om at drive butik i Sæby

Jeg synes også, at det er vigtigt at støtte op om byen og det rige kulturliv der er her, og vi gør alt hvad vi kan for at være en lokalbutik, til trods for at vi er en del af en kæde. Det betyder også, at vi strækker reglerne lidt engang imellem, så vi kan være med, når de andre butikker holder åbent til f.eks. Open By Night. Det er sådan Sæby fungerer, og det er faktisk en af byens klare styrker. Her ser man de andre butikker som partnere og hjælper hinanden for at skabe et endnu bedre handelsliv, og det er altså dejligt.

Desuden har vi et rigtig godt samarbejde med det lokale bibliotek, hvor vi må komme og sælge bøger, når der er foredragsholdere. Og det er også rart at have medspillere, der på den måde kan se fordelene i, at vi alle klør hinanden på ryggen og samtidig giver en større og bedre oplevelse til kunder og besøgende. Det er den indstilling som jeg synes går igen i Sæby,” smiler Inge.

En populær by

Jeg er rigtig glad for vores samarbejde med handelstandforeningen og de andre butikker i byen, og synes at Sæby har en god ”fornemmelse” hvis man kan sige det sådan. Og så synes jeg også, at der er mange, der laver et fantastisk stykke arbejde, for at trække mennesker til byen og der sker ofte noget ude på torvet – så jo – jeg kan godt forstå, at det er en populær by – også for turister – for her er det hele.

Inge er pt. bosiddende i Vadum, men kigger aktivt efter hus i Sæby.